Vil du være med til at udvikle rammerne for universiteternes arbejde med forskningssikkerhed og deres beskyttelse af vigtige forskningsdata og/eller være med til at udvikle ministeriets eget arbejde med bl.a. risikostyring og informationssikkerhed?
Sikkerhed er et område i rivende udvikling, som du kan være med til at præge i et afvekslende og udviklingsorienteret job i krydsfeltet mellem sikkerhed, it og jura.
Vi har aktuelt flere ledige stillinger i Kontoret for Forskningssikkerhed, Databeskyttelse og Informationssikkerhed (FDI).
Vi skaber fundamentet for fremtiden
Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.
Hvem er vi
Kontoret for Forskningssikkerhed, Databeskyttelse og Informationssikkerhed er et nyt, bredt sikkerhedskontor i Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Vi er placeret i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, og vi understøtter arbejdet med databeskyttelse, informations-, cyber- og forskningssikkerhed i hele Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern og i vores sektor, primært universiteterne.
Vi er et nyt og ungt kontor, der er under opbygning. Et af vores to overordnede opgaveområder er at understøtte, at informationssikkerhed, databeskyttelse og sikkerhed i bred forstand bliver en integreret del af opgavevaretagelsen i hele Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Kontorets opgaver omfatter bl.a. at fastsætte rammerne for det koncernfælles arbejde med informationssikkerhed og databeskyttelse, herunder implementering af ny lovgivning bl.a. NIS2-direktivet, udvikling og drift af ministeriets ledelsessystem for informationssikkerhed (ISMS).
Vi har også en vigtig opgave som sparringspartner for vores koncern, ligesom vi sekretariatsbetjener relevante interne og eksterne udvalg.
Kontorets andet overordnede opgaveområde vedrører forskningssikkerhed særligt på universiteterne. En del af kontoret er Uddannelses- og Forskningsministeriets decentrale cyber- og informationssikkerhedsenhed (DCIS), som er en operativ sparringspartner for universiteterne på cyber- og informationssikkerhedsområdet.
Tilsvarende er det en central opgave i kontoret at understøtte universiteterne i deres arbejde med at styrke forskningssikkerheden, herunder deres implementering af URIS-retningslinjerne m.v.
Vi får desuden med NIS2-direktivet en vejlednings- og tilsynsforpligtelse over for bl.a. universiteterne, GTS-institutterne og udvalgte enheder i rumsektoren.
Er du en af vores nye kollegaer
Kontoret består lige nu af 13 kollegaer med forskellig uddannelsesmæssig baggrund, som glæder sig til at lære nye kollegaer at kende, da vi har brug for at blive flere.
Vi arbejder teambaseret og har udover vores DCIS-enhed teams for informationssikkerhed, for databeskyttelse og forskningssikkerhed. Vi har udover kontorchefen organiseret os med to faglige koordinatorer, som sammen med dine øvrige kollegaer ofte vil være dine go to-personer i hverdagen.
Hvilket team du primært vil høre til afhænger af dine interesser og kompetencer, lige som det er naturligt for os, hvis du gerne vil have opgaver på tværs. Uanset opgavesammensætning vil du få mulighed for at fordybe dig, ligesom du samtidig forventes at være i tæt dialog og samarbejde med bl.a. vores eget hus, andre ministerier, universiteterne m.fl.
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men det er en fordel, hvis du har erfaring med eller interesse for de ansvarsområder, som vi favner i kontoret. Det er også en fordel, hvis du har erfaring fra en politisk styret organisation, fra universitetssektoren eller en anden offentlig arbejdsplads. Du er også velkommen til at søge, hvis du er nyuddannet.
Vi lægger desuden vægt på, at du:
- Er samarbejdsorienteret, søger dialogen og aktivt inddrager kollegaer og interessenter.
- Arbejder grundigt og systematisk og har lyst til at sætte dig ind i nyt og til tider komplekst fagligt stof.
- At du kan omsætte din viden både mundtligt og skriftligt til relevante formater f.eks. skarpe beslutningsoplæg.
- At du både arbejder selvstændigt og løsningsorienteret i dit samarbejde med kollegaer og interessenter på tværs af faggrupper og organisatoriske skel.
Hvis du på forhånd ved, hvor dine primære interesser i forhold til vores sikkerhedsarbejde ligger, må du gerne skrive det i din ansøgning.
Det er en forudsætning for din ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til HEM og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.
En ambitiøs og social arbejdsplads
Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener, at en god kultur med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor skal der være plads til grin i den travle hverdag. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Pernille Ulrich på tlf. 72 31 91 40 eller mail peu@ufm.dk eller faglig koordinator Lasse Tougaard Friis på tlf. 72 31 78 62 eller mail lfh@ufm.dk .
Søg stillingen
Vi skal have din ansøgning senest fredag den 29. november 2024.
Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde afholdes i uge 49 og anden samtalerunde i uge 50. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedstest.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige Adgang.
Om Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen løfter vi en bred portefølje af faglige og administrative opgaver og projekter, der understøtter videreudvikling af dansk forskning, videnbaseret innovation og en løbende kvalitetsudvikling på de videregående uddannelser i et godt internationalt samspil på både forsknings- og uddannelsesområdet. Det sker i tæt dialog med de videregående uddannelsesinstitutioner og øvrige aktører med afsæt i dyb faglighed på de relevante områder. Styrelsen har også ansvaret for den ordinære uddannelsesstøtte (SU) og en række andre særlige støtteordninger for uddannelsessøgende samt ansvaret for drift og udvikling af SU-systemer, studieadministrative it-systemer mv.
# Uddannelses- og Forskningsstyrelsen