Security Operations (OPS) arbejder med en bred vifte af teknologier. Det, at få dem til at spille sammen og støtte op om den samlede beskyttelse af CPH er en nøgleopgave i lederrollen.
Ud over at sørge for det helt rigtige sikkerhedsniveau, så arbejder vi også med at håndtere og løse de security incidents, som opstår. Så der er både drift, udvikling og høj puls i sigte.
Om at være leder for OPS
I teamet arbejder vi med håndtering af security incidents, og med at sørge for at de sikkerhedsteknologier vi har valgt, fungerer optimalt og yder den beskyttelse vi har brug for. Vi entrerer desuden med en MDR-service, som hjælper os med at holde øjnene skarpt fokuserede ift. overvågning.
Du er med til at bringe vores Security Operations afdeling op på 1.klasse.
Du leder et hold erfarne specialister, og det er vigtigt, at du kan tilbyde sparring og hjælpe med at fjerne forhindringer for dem.
Derudover er det en kerneopgave, at du samler teamet og sikrer, at prioriteringerne på tværs giver det bedste udgangspunkt for at forbedre og hjælpes ad.
Det er også en unik mulighed for at være med til at præge den strategiske retning for operationel sikkerhed i CPH. Det ligger nemlig også i kortene at definere, hvordan vi skal sætte kursen på den korte og den lange bane sammen med CISO’en.
Vi ser frem til, at du bidrager med at
- Motivere og udvikle nogle meget dygtige specialister
- Skabe struktur og drive udviklingen af både teamet og serviceydelserne
- Passe godt på vores del af den kritiske danske infrastruktur.
Du har tæt samarbejde med CISO’en, Operations, Governance, Risk og Compliance samt Security Advisory.
Om hvordan du lykkes i jobbet
Du lykkes på den korte bane, når du sikrer, at samarbejdet på tværs af hele afdelingen flyver uden turbulens, og når du er med til at sikre, at vi i CPH i fællesskab arbejder sammen for at opnå målene og udnytte teknologierne.
På den længere bane lykkes du, når du har samlet teamet om deres fælles opgave, leverer på planen og modner de services vi har, samtidigt med, at du sikrer at teamet opretholder specialistfokus på hver deres fagområde.
I kufferten har du pakket erfaring med security operations, enten fra SOC, fra arkitektur eller ren Security Operations.
Og mon ikke også du kan smide erfaring med security incident response i puljen. Erfaring med ledelse, gerne af specialister, er også på pakkelisten.
Om afdelingen
Du møder en fantastisk IT-sikkerhedsafdeling, med mange forskellige fagligheder og personligheder. Fælles for alle er en dedikation og stolthed over det vi laver, uanset om det er sikkerhed, politikker, saunagus, risikovurderinger, pizzabagning eller systemvedligehold.
Vi er rigtigt gode til at bruge de forskellige kompetencer vi hver især har, og til at dele viden på tværs af teams.
Det unikke ved dette team er, at alle finder det ekstra gear, når andre har behov for hjælp. (Dårlige) vittigheder, nysgerrighed og ærlig feedback er en del af en almindelig arbejdsdag – så, hvis det er ting du sætter pris på, passer du helt sikkert ind.
Om Mette, din lederkollega
Det en forudsætning for succes, at det er sjovt at gå på arbejde. Jeg foretrækker ærlig og ligefrem dialog, og sætter en stor ære i at sparre om løsninger. Med mit brede netværk i CPH, kan jeg guide dig på rette vej i en stor, og lidt kompleks, organisation.
Om Christina, din nye leder og CISO
Min ledelsesstil bygger på grundprincippet om, at vi alle går på arbejde og gør vores bedste hver dag. Jeg har stor tillid til at opgaverne bliver udført på bedst mulige måde, når det er dig som fagligt ansvarlig, der fra cockpittet driver og løser dem.
Din og teamets trivsel ligger i det kollegiale og faglige fællesskab og i, at dine opgaver stemmer med det, der interesserer dig.
Jeg står på mål for, at vi skal etablere IT-sikkerhed med forretningen for øje og ikke IT-sikkerhed der spænder ben for forretningen og lige så vigtigt at vi sikrer at der er sammenhæng i de ting vi laver.
Om os | Hvad tilbyder vi
Du bliver en del af en helt særlig atmosfære og en organisation, der hver dag arbejder engageret for, at vores passagerer får den bedste rejseoplevelse.
Udover pension og IT-udstyr tilbyder vi
- Frihed til planlægning af dine opgaver – det betyder for eksempel, at du har mulighed for at arbejde hjemmefra efter aftale med din leder
- Fri parkering, cykelservice (i arbejdstiden), bilrengøring og gode rabataftaler
- Fysioterapi og træningslokale, yoga, rådgivning fra træner mv.
- Sundhedssikring – børn er dækket automatisk
- Individuelle udviklingssamtaler.
Om ansøgningen | Stig ombord på dit nye job
Vi ser frem til at læse din ansøgning, så send den gerne snarest muligt og senest den 14. marts 2025.
Vi modtager kun ansøgninger via vores rekrutteringssystem.
Har du spørgsmål til jobbet inden da, kan du sende en mail til Christina Haustrup, Director - Cyber & Information Security – christina.haustrup@cph.dk.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive politigodkendt, ligesom du skal kunne opretholde politigodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Derudover er det en forudsætning for at arbejde i Københavns Lufthavne, at du begår dig komfortabelt på dansk- både skriftligt og mundtligt.