Vil du være med til at sætte retningen for digitaliseringen af Forsvarsministeriets koncern? Vil du også være med til at løfte informationssikkerheden og databeskyttelsen? Kan du lede med ro og overblik i en ofte travl hverdag, og trives du i et udviklende lederjob helt tæt på den politiske beslutningsproces?
Om os
Danmark står over for et nyt alvorligt trusselsbillede, hvis kompleksitet og forandringer øges af den teknologiske udvikling.
I Forsvarsministeriet betyder det, at vi i den kommende tid skal intensivere vores arbejde med digitalisering og nye teknologier på tværs af koncernen, hvilket nødvendiggør en solid it-styring fra departementets side. Samtidig er vi underlagt en række krav i forhold til informationssikkerhed og databeskyttelse, som skal have et væsentligt løft.
Vi skal i de kommende år arbejde målrettet med området for at sikre et ensartet, modent og højt niveau af beskyttelse.
Om stillingen
Som kontorchef med ansvar for strategisk it, informationssikkerhed og databeskyttelse skal du fra Forsvarsministeriets side bidrage til at sikre, at koncernen udnytter digitaliseringens muligheder og samtidig opbygger robusthed mod de risici og trusler, der følger med digitaliseringen.
Du vil sammen med en souschef skulle lede de ca. 13 medarbejdere, som har ansvaret for at sætte retning for den strategiske styring af it-området. Kontoret fører i den forbindelse bl.a. tilsyn med koncernens it-governance, digitaliseringsstrategi og it-portefølje samt arbejdet med tilsyn på implementeringen og overholdelsen af ISO- og GDPR-standarder. Du vil herudover også skulle sikre departementets egen interne efterlevelse af kravene.
Under din ledelse skal kontoret bl.a. også bidrage til implementering af forsvarsforliget på it-området, hvilket vil ske i tæt samspil med andre kontorer i departementet, underliggende styrelser og andre ministerier samt den fortsatte modning, tilsyn og måling på områderne informationssikkerhed og databeskyttelse.
Du forventes også at skulle have indsigt i andre store forligsbestemte programmer og projekter, hvor et løft af it-området og informationssikkerheden indgår.
Derudover vil du blandt andet skulle:
- Være ansvarlig for koncernens digitaliseringsstrategi og digitale transformation.
- Sikre koordinering og prioritering af koncernens digitale udvikling og modning.
- Spille en særlig rolle som ansvarlig for departementets arbejde med informationssikkerhed og databeskyttelse.
- Være en motiverende og synlig leder, der kan udvikle medarbejderne.
- Skabe og vedligeholde gode samarbejdsrelationer til øvrige chefer i departementet, koncernen og på tværs af Slotsholmen.
Om dig
Du har en relevant akademisk eller militær uddannelsesbaggrund samt erfaring med koordination, koncernstyring og politisk betjening. Det vil være en fordel, hvis du har indsigt eller tidligere erfaring med it- og informationssikkerhedsområdet. Det er desuden en fordel, hvis du har indsigt i Forsvarsministeriets ressort og generel porteføljestyring.
For at lykkes i rollen er det desuden vigtigt, at du er en nærværende leder. Du formår at sikre rammer for performance og trivsel. Gennem din tillidsfulde ledelsesstil får du formuleret og kommunikeret betydelige og realistiske målsætninger med forståelse for de særlige operative og forretningsmæssige behov, systemer og processer.
Du kan sætte retning og klare mål. Du navigerer sikkert i centraladministrationens processer og sikrer høj kvalitet. Du kan fastholde overblikket og evner at organisere indsatsområder i situationer, hvor tempoet er højt, og det uventede kan indtræffe.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer ligesom, at det forventes at ansættelsen sker på åremål.
Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiver finansieret pension.
Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.
Hvis du ønsker at vide mere om løn- og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR konsulent Rikke Frandsen tlf. 3266 5736.
Såfremt du er udpeget til en international mission, bedes du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
VI SER FREM TIL AT HØRE FRA DIG
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Peter Melgaard på tlf. 20182308.
Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforholdet.
Dit daglige tjenestested er Holmens Kanal 9, 1060 København K.
Du søger stillingen ved at sende dit CV, motiveret ansøgning, uddannelsesbevis og andre relevante dokumenter via linket nedenfor. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets koncern tror vi på, at mangfoldighed udvikler opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Vi ser frem til at få dig med om bord, så vi sammen kan gøre en væsentlig forskel for alle vores kollegaer i Forsvarsministeriets koncern – både dem i felten og dem bag skrivebordene.
Læs mere om Forsvarsministeriet som arbejdsplads på fmn.dk