Jurist til Compliance og DPO-funktionen i F&P
Er du compliancejurist, og har du lyst til - sammen med vores Teamleder af Compliance og DPO - at sikre et højt complianceniveau og GDPR-sikkerhedsniveau i F&P? Så har vi lige nu en spændende stilling til dig.
F&P er branche- og arbejdsgiverorganisation for landets forsikrings- og pensionsselskaber.
Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for, at branchen bliver kendt for sit bidrag til at løse nogle af de største udfordringer, det danske og internationale samfund står over for, herunder særligt i forhold til velfærd, tryghed og grøn omstilling.
Vi har stort fokus på compliance og datasikkerhed i F&P og de øvrige organisationer, der indgår i vores administrationsfællesskab (fx F&P Brancheløsninger, DFIM og F&P Arbejdsgiver).
Til det vigtige arbejde har vi brug for flere kræfter. Vi søger derfor en compliancejurist, der har godt et kendskab til og erfaring med både compliance og GDPR.
Du bliver en del af et lille team, der løfter compliancearbejdet på tværs og samtidig fungerer som DPO-funktion.
Du skal derfor se det som fordel, at du får mulighed for at arbejde med en bred vifte af complianceopgaver og forretningsområder, og at du skal løse disse opgaver og drive processer med høj grad af selvstændighed.
Herudover skal du motiveres af arbejdet i en 2. linje-funktion, hvor kontrolopgaverne og fordybelse over længere perioder fylder en betydelig del af dit daglige arbejde
Du får desuden mulighed for faglig sparring og tæt samarbejde sammen med Koncernjura, der løser det juridiske arbejde i 1. linje. Du vil også indgå i et områdefællesskab med Koncernjura, HR og Ledelsessekretariatet, som vi deler etage med.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- bistå med forankring af processer og værktøjer til understøttelse af det løbende arbejde med compliance
- medvirke til formidling, rapportering, kontrol og revision vedrørende compliance, herunder med særligt fokus på GDPR, men du vil også komme til at arbejde med blandt andet (ny) EU-regulering af det digitale område samt samspillet mellem juridisk compliance og IT-sikkerhed
- foretage dybdegående juridiske undersøgelser med højt fagligt niveau
- understøtte 1. linje i deres arbejde, hvor de har brug for faglig sparring eller tilkendegivelser.
Vi lægger vægt på, at du:
- er uddannet jurist.
- har indgående kendskab til GDPR
- arbejder struktureret, selvstændigt og systematisk
- trives med opgaver, der kræver en høj grad af fordybelse
- har et solidt juridisk fundament og praktisk erfaring med complianceområdet
- har interesse for behandlings- og IT-sikkerhed
- har en god teknisk indsigt, der hjælper dig til at forstå systemer og processer i en kompleks organisation
- er god til at skabe relationer og samarbejde på alle organisatoriske niveauer
- evner at formidle kompleks lovgivning på en forståelig og løsningsorienteret måde.
Vi ser gerne, at du har minimum 4 års erfaring med complianceområdet, så du er godt rustet til at navigere i komplekse regler og bidrage selvstændigt til at løse stort som småt inden for compliance og datasikkerhed.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Foruden en masse spændende og udviklende opgaver, kan du forvente at få en 37 timers arbejdsuge i en ambitiøs virksomhed, hvor vi vægter trivsel og balance mellem arbejds- og privatliv højt.
Vores kultur er kendetegnet ved faglig sparring, en uformel omgangstone og hurtige beslutningsprocesser, og vi tilbyder gode muligheder for udvikling og uddannelse.
Løn forhandles på baggrund af erfaring og kvalifikationer, og hertil kommer en række personalegoder i form af attraktiv arbejdsgiverbetalt pensionsordning på 17 %, helbredsforsikring, ulykkesforsikring, tandforsikring, 7 ugers fri, en rigtig god kantineordning, fredagsbar og meget mere.
Om os
I F&P – branche- og arbejdsgiverorganisation for forsikring og pension, arbejder vi hver dag for at skabe størst mulig værdi for vores medlemmer – så de kan skabe størst mulig værdi for deres kunder, danskerne.
Det gør vi ved at udvikle og levere værktøjer og løsninger til vores medlemmer, rådgive om ansættelsesforhold og arbejde for, at vi nu og i fremtiden har en stærk og velfungerende forsikrings- og pensionssektor.
Det er vigtigt for vores velfærdssamfund.
Hos F&P kommer du til at arbejde sammen med cirka 160 kollegaer i Tuborg Havn. Vi værner om den høje faglighed, da den er afgørende for, at vi kan varetage forsikrings- og pensionsbranchens interesser.
Vi lægger vægt på et godt samarbejde, og at vi har det godt sammen. Derfor arbejder vi løbende på, at F&P er en god og sund arbejdsplads, hvor vi trives. Det betyder også, at vi har fokus på kompetenceudvikling og dine muligheder for at præge, hvordan dine arbejdsopgaver skal udvikle og udfolde sig.
Læs mere om F&P som arbejdsplads på www.fogp.dk
Sådan ansøger du
Er stillingen lige noget for dig, så send gerne din ansøgning senest den 2. februar 2025.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Compliance og DPO Julie Nonboe på jnn@fogp.dk eller 28 78 46 19.
Vi opfordrer alle interesserede kandidater til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.